Ugens Playliste #43 – Årsliste fra Henrik Viking

Tiden er nu kommet til min årsliste, den anden i rækken fra Rotations tre skribenter. Sidste år forsøgte jeg slavisk at gennemgå så mange af årets gode tracks som muligt, men i år forsøger jeg mig med lidt en anden form, inspireret af de talrige awardshows der pryder diverse sendeflader fra tid til anden.

Der er derfor med en stolthed i stemmen, at jeg byder velkommen til min helt egen prisuddeling, hvor ingen kategori er for smal eller bred. Der er selvfølgeligt samtidigt vanen tro en traditionel liste tilkoblet, som vil være at finde nederst, men inden da skal vi altså hylde nogle af årets sværvægtere, der på den ene eller anden vis har sat deres præg på 2013.

 

Der findes awardsshows som gemmer de store crowdpleaser awards til sidst, men sådanne trivialiteter blæser jeg på. Vi ligger derfor ud med den definitive pris for “Årets nye danske lyd”. Her gemmer sig de guldkorn, som jeg mener ligger og lurer på den danske scene, samt en formodning om et stort nationalt gennembrud. Feltet er knivskapt i år, hvor den danske scene kontinuerligt har velsignet os med en række spændende nye kunstnere og bands. En vinder kan der dog kun være en af.

VINDEREN: 180° Virvar – We Lost a Friend To Religion Who Lost A Friend To Religion

Udgivet på årets første dag, har 180° Virvar sammenkogt en spændende og ikke mindst medrivende fortælling om et mistet bandmedlem. Allerede fra første anslag fanger sangen sin lytter ind med opklippede samples, for derefter at fortsætte over i en mytisk fortælling, der jævnt fordeler sine virkemidler.

Pladens klart stærkeste track sammenkoger bandets udtryk ned til 3 minutter. Året igennem har We Lost a Friend… gjort sit indtog i min daglige musiklytning. Det kan i denne sammenhæng nævnes, at bandet i deres afrundning af året har udgivet EPen “mel|rum|lem”, en udgivelse der på fin vis danner bro samt sætter punktum for 180° Virvar virke i år.

RUNNER UP: Navneløs – Metronord

Tilbage i oktober sidste år udgav danske Navneløs deres debut EP, en udgivelse jeg gav en lidt hård medfart, men samtidigt var optimistisk stillet overfor grundet det massive potentiale. I år kom så opfølgningen i form af singlen Metronord, der vidnede om en klar modningsproces hos det unge band. Tilbage står en fokuseret og dyster lyd, der ikke kun inkorporerer bandets tidligere elementer, men samtidigt bygger videre på dem, til et sammenhængende udtryk.

Metronord er dog kun startskuddet til debuten Værk, der i sin helhed er blevet fremført under koncerter med bandet. 2014 bliver derfor året hvor Navneløs for alvor skal stå på egne ben, og derved forhåbentligt kommer til at gøre mine tidligere kritikpunkter til skamme.

 

Med årets nye danske lyd af vejen, er det tid til at tage et spadestik dybere i kategoriseringen. Herpå udspringer kategorien “Årets mest udefinerbare og interessante”. Ofte når jeg lytter til ny musik, søger jeg det ukendte og ikke etablerede således at jeg konstant udfordres og provokeres. Mit grundprincip er derfor, at jeg hellere begiver mig på ukendt territorium, end at søge mod den middelgode oplevelse. Netop herfra har jeg fundet et vinder og en efternøgler, der har været med til at tegne mit musikalske år, samt efterladt det største blivende indtryk hos mig som lytter.

VINDEREN: Ice Cream Cathedral – The Volume of Your Voice

Debutpladen fra Ice Cream Cathedral kom krybende ind under huden på mig efter gentagende lyt. Det er en plade der på ydersiden kan fremstå ligetil, men senere tryllebinder lytteren med dens abstrakte tilgang til popmusik. The Volume of Your Voice mestrer det underspillede, og bevæger sig konstant lige på kanten til at springe ud som en afrundet popsang.

Gruppens lydunivers er gennemført og unikt på en måde som man sjældent hører det herhjemme, hvilket medvirker til en tidløs lyd med en skandinavisk strejf. Musik fra en ung generation, der ikke skyr nogle midler for at komme kunstnerisk til udtryk. Dertil kommer så bandets liveopsætning, der ydereligere udvider det soniske univers, på en vis der ikke kun er underholdende men samtidigt også respektindgydende skarpt.

RUNNER UP: Crystal Shipsss – I Had A Friend

Endnu en plade som jeg har haft fornøjelsen af at anmelde i 2013.  Ligesom Ice Cream Cathedral, fortaber Crystals Shipsss nyeste udgivelse sig dog ikke i kunstnerens geografiske placering, men går derimod mod et ejendommeligt lytteunivers, hvor stemningen sættes i hovedsædet. Følelserne får frit løb og bliver spillet helt ud på I Had A Friend, som faktisk er overraskende afdæmpet og tilgængelig i sammenligning med resten af pladen.

Der bliver på intet tidpunkt leflet for lytteren, der selv må finde sig til rette i den rodløse støj. Personlig investering er påkrævet, men til gengæld giver musikken så ligeligt tilbage i afkast. Denne plade har brændt sig fast i min musikalske hukommelse på en måde jeg ikke havde forventet, hvilket giver den en velfortjent plads som tæt toer til titlen som årets mest udefinerbare og interessante.

 

At konstruere et track udfra de gængse former er en kunst i sig selv, ligeledes har det at bryde formerne sine egne udfordringer. Vi bevæger os af mere arbitrære græsgange med denne kategori, som er kreeret til at understøtte min forkærlighed for lange sammenhængende lytteoplevelser. Musik der kan holde sin lytters interesse i så langt et interval som 10 minutter, må naturligt mestre formen for ikke halvvejs at snuble over sig selv, noget som kategoriens vindere beviser at de evner til fulde.

VINDEREN: Fuck Buttons – Hidden Xs

Jeg har tidligere fremhævet min affektion for Fuck Buttons forvredne univers, og deres nye plade er ikke en undtagelse. Her vrides og drejes indtil næsten uigenkendelighed, uden at duo’en på noget tidspunkt mister fokuset, hvilket må siges at være en præstation i sig selv. Med Hidden Xs cementeres denne evne for alvor, i hvad der må betegnes som deres spirituelle efterfølger til tracket Solar Surf fra 2009s “Tarrot Sport”.

På gentagende og nærmest messende vis, genbruges det samme loop med små variationer tilpasset undervejs, der sammen med resten af instrumenteringen bygger intensitet gennem hele trackets forløb. Mod slut er forløsningen derved total i det hvinende og skingre.

RUNNER UP: Darkside – Golden Arrow

Tilbage i 2011 gjorde Nicolas Jaar sit indtog under eget navn med den fænomenale LP “Space Is Only Noise”, en af mine absolutte favoritplader fra 2011. Sideløbende hermed har han dog samtidigt medvirket i duoen Darkside, et projekt der for alvor mødte anerkendelse med udgivelsen af “Random Access Memories Memories”.

Den opmærksomme læser vil nu formodenligt kunne nikke genkendende til titlen, hvilken de deler med en vis verdenskendt robot duo. Ganske rigtigt er pladen da også et komplet remix af førnævnte plade. Her får Darkside på snedig vis inkorporeret deres eget lydunivers, alt imens de diskofile stemninger trækkes ud af materialet. Et spændende lyt i sig selv.

Darksides forbindelse med denne liste kommer dog i form af Golden Arrow, åbningstracket fra debut LP’en “Psychic”. Med en knitrende og blid start gennem de første minutter, tager tracket løbende fart og omdannes til en decideret dansabel genistreg. Man keder sig som lytter ikke et sekund, men bliver derimod budt velkommen på fineste vis til duoens krøllede kollektive hjerne.

 

Musikkens univers har gennem tiden ikke kun begrænset sig til det auditive, men har samtidigt haft en visuel komponent. Her taler jeg selvfølgeligt om musikvideoen, der siden youtubes indtog har redefineret sin rolle i promoveringen af musik. Jeg har valgt at medtage en kategori til at understøtte musikvideoen, men har samtidigt stillet skarpt på fortællingen i relation til det enkelte tracks narrative forløb. De medvirkende i denne kategori har derfor ikke kun brugt musikvideoen som værktøj til reklame, men har søgt at integrere den som essentiel del af det samlede værk. Jeg linker naturligvis til begge videoer i overskrifterne nedenfor.

VINDEREN: The Knife – Full Of Fire

Vi bliver lidt ved de lange tracks endnu, bag musikvideoprisen gemmer The Knife sig nemlig, med den over 9 minutter lange første single Full Of Fire. Duoen går derved ikke efter massiv radio airplay eller mainstream anerkendelse. Hvad Karin og Oluf Drejer dog sigter efter er en redefinering af deres eget udtryk. I dekonstruktionen heraf, er queer begrebet det primære omdrejningspunkt, altså en opløsning af kønslige normer og idealer.

“Shaking the Habitual” er langt fra en let tilgængelig plade, men derimod en kompleks og kompromisløs konstruktion, hvor nøglen til forståelsen eksisterer i Full Of Fire.

Svævende mellem det strukturløse og det fanatisk taktfaste, bliver vreden det primære middel til forløsning, en musikalsk fremgangsmåde der altså går igen i budskabet. På den måde skal musikken i sig selv ses som en metafor for det postmoderne opbrud og den store langefinger som duoen giver til omverdenen, hvilket for alvor først bliver klart i samspillet med den visuelle side. Videoen indkapsler derved både stemningen men samtidigt også meningen med galskaben. Et stærkt og modigt valg, som lagt fra alle bands ville kunne slippe så godt afsted med, som The Knife har gjort.

RUNNER UP: Slava – Girl Like Me

Normbruddet er i den grad også bærende i Slavas Girl Like Me, et elektronisk track hvis eneste vokal kommer som et genialt placeret sample af Ciara’s Like A Surgeon. Instrumenteringen ejer i sig selv egenhændigt stemning, og koblet med førnævnte sample efterlades lytteren til at slippe sin egen fantasi løs.

Videoen præsenterer herpå en mulig tolkning, der har til mål både at fascinere og provokere, i dens fremstilling af en incestoid fortælling. Et modig kunstnerisk retning der giver tracket en langt mere dyster bund, specielt mod slut, hvor den fragmentariske klipning af vokal og video går hånd i hånd.

 

Spotify er desværre ikke en perfekt platform, hvorfor bestemte kunstnere, bevidst eller ubevidst, ikke optræder derpå. Jeg runder derfor min årsliste af med et appendix, en kategori som har til egenhændigt mål at fremhæve to elektroniske tracks, der bare måtte med. For hvis der er noget man må, når man laver sit eget awardshow, så er det at lave vanvittigt smalle kategorier bare for at lave en pointe.

VINDEREN: Holden – Renata

James Holden vinder denne kategori uden tøven. Hans anden LP udsendt i år under navnet ” The Inheritors” er et mindre mesterværk, og fortjener derved hæder og ære, også til trods for at albummet ikke er let at få fingrene i. Elektronisk musik kan ofte falde i en statisk og kontrolleret fælde, hvor hver detalje bliver fortænkt og den spontane charme derved forsvinder, men ikke hos Holden. Hans setup af hjemmebyggede maskiner fungerer i tandem med manden bag, således at der opstår en ukontrollerbar charme.

Renata mærkes Holdens greb, men tilfældigheden får samtidigt lov til at udspille sin rolle. Det loopede virker derved levende og konstant dynamisk, som i konstant overhængende fare for at kollapse, uden nogensinde at gøre det. I sammenspil med tranceskabende visuals går Renata ikke kun til hovedet, men bliver samtidigt siddende i kroppen. Hvis man som lytter ikke bliver decideret fysisk påvirket når de crashende toms sætter ind i den sidste tredjedel, fortjener man ganske enkelt ikke Holdens genialiteter!

RUNNER UP: Four Tet – Parallel Jalebi

Ingen årsliste fra mig uden et Four Tet track (faktisk har listen endnu en Four Tet produktion, men den har du som opmærksom musikkyndig læser sikkert allerede spottet).

2013 blev året hvor Kieran Hebden udenom den store mediemaskine sneg “Beautiful Rewind” på gaden, under mantraet:

“no pre order, no youtube trailers, no itunes stream, no spotify, no amazon deal, no charts, no bit coin deal, no last minute rick rubin.”

Herfra henter jeg altså min årslistes sidste track. Parallel Jalebi vidner om Four Tet fra hans storhedstid, blandet godt op med tidens tand. En kvindlig vokal danner sfærisk top, mens den primære rytmefigur, et insisterende kort loop, ligger bunden, og det er imellem disse poler den vanlige og organiske charme skabes, som kendetegner Hebdens produktioner. Kvalitetsniveauet når endnu ikke den fænomenale LP “Rounds”, men mindre kan bestemt også gøre det.

 

Hermed afsluttes min hjemmestrikkede prisuddeling, og blikket kan derfor vendes mod 2014, der forhåbentligt vil vise sig at kunne levere samme gennemgående kvalitetsniveau. Sidste liste i vores årskavalkade vil næste fredag blive udført af Emil Visti, indtil da kan du nyde 68 musikalske godbidder fra mit personlige musikår. God fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *