Ugens Playliste #44 – Årsliste fra Emil

Et nyt år går os i møde og traditionen tro samler Rotation lister over de bedste udgivelser i 2013. Min liste er et snapshot af hvad jeg synes lige nu og ikke et tilbageblik på hvad jeg syntes var bedst på et givne tidspunkt. Det vil sige at selvom jeg syntes at f.eks. Get Lucky var et ret svedigt track de først små hundrede gange jeg hørte det, så ville jeg aldrig kunne finde på at sætte det på nu. Når dét er er sagt, så er min liste et sobert og propert kig på året og jeg har valgt at skrive lidt om et udpluk af de bedste ting:

iceage – Ecstasy

Selvom jeg har mine problemer med iceage, navnligt at jeg synes at det mister meget af charmen når det bliver for punk, så kan jeg ikke rigtigt komme uden om at Ecstasy, fra den svære toer You’re Nothing, er et fantastisk nummer. Versene er så dryppende af stemning at det halve kunne være nok og på trods af at omkvædet lidt eksemplificerer førnævnte problemstilling, så er det ikke så meget at jeg bliver smidt helt af.

Det ville nu stadig have været lige min kop the, hvis hele det her nummeret havde været i stil med verset. Suk, en mand kan drømme.

Capital Cities feat. André 3000 – Farah Fawcett Hair

Åh gud, jeg ved ikke hvor det her nummer kommer fra. Jeg kender kun Capital Cities i dét omfang at jeg har hørt hittet Safe And Sound på radioen og vurderet det til at være en halvkedelig affære.
Det her nummer på den anden side.. Det her nummer..

Vi snakker legende elektronisk musik med storladent omkvæde og en underliggende funkguitar, så Daft Punk får kam til deres motoriserede hårløse hoveder. Det er som en blanding af tidlig Gorillaz og Andre 3000-siden af Outkast, selv udenfor det stykke hvor han er med ind over. Humoristisk, fængende og helt sikkert mit dans-som-om-ingen-kigger-nummer i 2013.

The Woken Trees – Succubus

Jeg har en evig kræven til ting der er upbeat og stadig dystert – fremaddrivende basgange og trommer og en mekanisk kølig tilgang til sangopbygning. Interpol eksisterer så vidt jeg ved ikke mere og deres sidste album og Paul Banks’ solo er knap så godt som håbet og Editors er i samme båd, men hvad gør dét når jeg kan få mit fill inden for det danske lands egne grænser.

Jeg har tidligere anmeldt The Woken Trees’ NNON, som alt i alt er et rigtigt lækkert album og begge de to singler, Succubus og Yells, rammer helt plet for mig. Om ikke andet, så vidner det om enormt potentiale, men det betyder på ingen måde at numrene ikke er superfede, jeg tror bare det bliver federe i 2014.

Deafheaven – Dreamhouse

Jeg ved ikke hvor Deafheaven kom fra for mig- jeg tror jeg tilfældigt faldt over albummet et sted og da åberen Dreamhouse har spillet i ca. 10 sekunder er jeg totalt solgt. Det er tungt, det er stort og det er.. let og drømmende? Det er kontraster som ikke afløser hinanden, men kører samtidigt og det er vanvittigt og åndssvagt fedt.

Når jeg skæver til andre årslister rundt omkring på nettet, kan jeg da også hurtigt se at jeg ikke er ene om den holdning og jeg kan sagtens sige at Sunbather er ét af årets albums. Dreamhouse er, specialt første gang man hører og bliver overrasket, bestemt også et af årets numre.

Broke – Out Of Existence

Ehhh, jeg kan ikke adskille hvor godt jeg rent faktisk kan lide det her nummer og hvor fed jeg synes deres Spot-koncert i år var. Jeg tænker på den hver gang jeg hører nummeret og ser lasershowet og de kutteklædte, spyttende fyre hamre igennem sættet med manerer som et punkband. Dog er jeg ret sikker på at nummeret stadig er fedt, rigtigt fedt endda.

Hvis jeg skal anbefale ét band at komme ind og se i 2014 er det helt sikkert Broke, hvis de lever op til dengang.

Arctic Monkeys – Knee Socks

Vi har efterhånden snakket mange gange om det på podcasten, men det har været lidt for højprofils til en decideret anmeldelse fra vores side – Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker det nye Arctic Monkeys-album, AM. Efter en del lettere skuffende udgivelser fra Arctic Monkeys (og et enkelt genialt album med Last Shadow Puppets) formår de engelske drenge at præstere noget som jeg næsten har et lige så stort tilhørsforhold til som deres første album uden på nogen måde at træde vande eller gentage sig selv.

Jeg har valgt nummeret Knee Socks, men jeg kunne sådan set godt have valgt et hvilket som helst andet nummer fra pladen med meget få undtagelser. Jeg kan bare godt lide c-stykket hvor det hele, meget atypisk Arctic Monkeys, bryder sammen i et syreopkog af våde vokaler og psychadelica-guitar.

Savages – Husbands

Jeg har Savages med af lidt samme grund som jeg har tidligere lagde på bordet til The Woken Trees. Jeg har en svaghed for det nedbarberede post-punk, men Savages formår at gøre det med et nyt twist ved ikke at vælge den fortærskede, monotone vokal som mange andre bands i genren benytter sig af. I stedet går de all-in på en blandning af Joy Division og Siouxsie And The Banshees og det holder hele vejen  igennem.

My Bloody Valentine – Only Tomorrow

MBV er et album der er domineret af en tonstung lydmur, men ligesom med Deafheaven er der et aspekt af delikatesse og fintfølenthed som ligger ind over det hele og bløder det op, så det er meget lettere fordøjeligt end det gængse støjrock. I My Bloody Valentines tilfælde er det den fine, spinkle vokal som ligger et sted langt over distortionhavet i mixet. Numrene på MBV gør sig bedst som en del af en kontekst og jeg kunne derfor igen have valgt mange numre fra pladen, men det bliver Only Tomorrow med en tilhørende løftet pegefinger som for at sige “Hør det her album”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *