Ugens Playliste #5

Endnu engang har jeg fået æren af at stå for en spilleliste, og denne gang bliver det en samling livenumre, jeg af den ene eller anden grund finder interessante. Musikkens grundform er jo live, og hvordan forskellige kunstnere mestrer disciplinen, at bringe deres musik tilbage til denne form, giver nogle interessante bud sommetider. Musikken kan befinde sig meget tæt op af originalindspilningen, men kan samtidigt skabe helt nye rammer om værket. Jeg vil som sidst fremhæve et par numre fra min spilleliste, som hver især har nogle unikke kvaliteter.

 

Einstürtzende Neubauten – Sehnsuct (Nie Mehr) (Berlin 1983)

Indspillet i betonens hovedstad Berlin, de perfekte omgivelser for det eksperimenterende band Einstürtzende Neubauten, der især gjorde sig bemærket ved, at anvende forskellige stykker industriværktøj til at komponere deres lyd live. Noget der faktisk engang fik smidt dem ud af Københavns daværende ungdomshus af sikkerhedsårsager, efter at bandet borede i en bærende søjle i bygningen. Absolut kompromisløst.

 

Johnny Cash – Folsom Prison Blues

Et ikonisk nummer optaget live i selvsamme fængsel som sangen omhandler. Johnny Cash’s stemme er mørk som altid, og stemningen fra publikumet bestående kun af fængslets fanger er ikke at fornægte. Succesen fra denne udgivelse affødte at endnu en liveplade denne gang fra San Quentin, hvilket også vidste sig at give kommerciel pote.

 

The Antlers – Sylvia: Live at the Orchard NYC

Peter Silberman’s vokal har en helt unik tiltrækningskraft, med en sine steder svimlende høj falset. Jeg har en gang haft fornøjelsen af at opleve bandet live på Voxhall i Aarhus, hvilket var en stor æstetisk oplevelse. Inderligheden der i forvejen eksisterer i musikken, får kun et forstærket udtryk når den fremføres live. Denne optagelse indfanger i nogengrad samme stemning, men jeg kan kun anbefale at opleve dem live ved selvsyn.

 

Damien Rice – The Professor *La Fille Dance

Manden, guitar og inderligheden, en klassisk opsætning, som kan have et vekslende udfald. Damien Rice redder den dog fuldt ud hjem, og leverer her en smuk historie, omhandlende en mands forhold til kærligheden og hans manglede forståelse deraf. Undervejs skiftes den engelske sprog ud med det franske, hvilket Damien slipper overraskende godt fra.

 

Jay Brannan – Housewife 

Jay Brannan er et interessant tilfælde. På bunden simpel popmusik, der ofte ikke er specielt interessant i studieindspilningerne, som har det med at være en kende overproducerede. Når musikken spilles live, barberes udtrykket dog helt ned til akustiske fremførseler af de enkelte numre, hvilket giver dem en større grad af oprigtighed. Hvad der står tilbage, er en lille forfriskende kærlighedssang, der behandler emnet fra en lidt anden vinkel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *