Jeg var glædeligt overrasket da jeg modtog den fysiske kopi af Vinyl Floors udgivelse, Peninsula. Vi havde tidligere på redaktionen fået tilsendt en digital version, og jeg havde gået og lyttet til det uden den store visuelle referenceramme. Det er derfor enormt prisværdigt at Vinyl Floor rent faktisk har fundet ud af, at få lavet en fysisk pakke der matcher deres ambitiøse musik og højtragende koncepter. CD-udgaven, som vi har fået fingrene i, folder sig ud og viser et flot træsnitslignende, stemningsfyldt scenarie overlagt bløde farver, som man også ser det fra coveret. Det nautiske tema og det gennemførte design går også igen i bookletten, som indeholder alle tekster i en stilren fixed skrifttype. Lækkert.

“Musikken på Peninsula stikker i mange forskellige retninger, men formår stadig at beholde en overordnet rød tråd”

Det er på ingen måde nogen hemmelighed, at Peninsula er et konceptalbum af den gamle skole. Den, i pressemeddelsen beskrevne, opstilling af albummets to dele dedikeret til henholdvis Utopi og Dystopi, som set i forhold til det menneskelige spektrum af sindstilstande, lige så godt kunne have befundet sig på pressemeddelelsen til en Genesisplade anno 1973.

Som sagt, så er det ikke kun selve konceptet som er ambitiøst; Til musikken har Vinyl Floor også hevet en strengekvartet og på enkelte numre også blæseinstrumenter, hvilket resulterer i en kompleks, lagret lyd.

Pladen indledes på utopiens side (track 1-6) med et stille, men støt voksende instrumentalt stykke, og leder let og elegant ind i “Ghost Of England” som pladens første nummer med vokal. Det virker tydeligt at Vinyl Floor har draget en del inspiration af britiske progressive rockbands, men i særdeleshed er der også en Beatlesstemning over mange af numrene, blot i den måde stykkerne er sat sammen på. “Ghost of England” lægger med sit staccato-klaver og march-lignende lilletrommespil i hvert fald intet skjul på sine Sgt. Pepper referencer.

Musikken på Peninsula stikker i mange forskellige retninger, men formår stadig at beholde en overordnet rød tråd. Til skarp kontrast fra åbneren “Ghost of Englands” legende Beatleslyd, så har nummeret “Force You Through”, som markerer første del af pladens dystopi-sektion, en meget mere moderne indie-lyd med små, tørre riffs og lige-ud-af-landevejen trommespil.

Overordnet set, så er Peninsula en plade der er virkeligt skruet sammen, og det er beundringsværdigt hvor meget Vinyl Floor faktisk opnår at få skabt, og hvor meget de store armbevægelser rent faktisk har at byde på. Det stikker derfor desværre også specielt ud, når et par elementer ikke rammer hundrede procent stilrent. Mit største problem er med vokalen – Først virker det som én man bestemt skal vænne sig til, men som klart kunne gå. Det er bare ikke alle numrene jeg synes det går på. Vokalen svinger meget og rammer nogle gange, for mit vedkommende, lidt ved siden af. Albummets sjette nummer “Diverging Paths” lægger med sit Procol Harum-lydende hammondorgel, op til en matchende indfølt vokalpræstation, som bare ikke sker. Jeg savner en løssluppenhed og en indlevelse, men mødes istedet af en lettere forceret vokal, desværre.
Problemet med dette punkt er dog, at jeg ikke tror jeg ville lægge så meget mærke til det, hvis det ikke var fordi at resten var så gennemarbejdet, for vokalen er bestemt kompetent, men hvis man skulle nævne en svaghed, så stikker den ud fra resten af instrumenteringen og arrangementerne.

Vinyl Floor har med Peninsula skabet et imponerende værk, som formår at levere nogle enkeltstående gode numre i en tydelig sammenhæng. I min mening går det bedst for Vinyl Floor på pladens første del dedikeret til utopi, og på trods af virkeligt tydelige referencerammer, så formår trioen at skabe sin egen lyd. Et virkeligt gennemført værk, som jeg vil anbefale, at man samler op i en fysisk kopi, hvis man vil have helhedsindtrykket intakt.