Way Up North: Lørdag

Endnu en dag, og endnu en stak koncerter. Den ene af rotations skribenter måtte desværre melde fra, men derfor skal i ikke snydes for et udpluk af koncertoplevelser fra det resterende hold.

 

Henrik Viking once again goes way up north

Lørdagen bød på mere musik, og flere rigtigt fine oplevelser. Som det også var tilfældet igår, kommer her nogle tanker om nogle af mine oplevede koncerter.

Esther: Jeg vidste inden koncertens start, at Esther er et band med en unik og interessant lyd, hvilket derfor naturligt havde sat mine forventninger i vejret. Hvad jeg dog ingenlunde kunne have forudsagt, var at mine forventninger ikke blot skulle blive indfriet, men de skulle vise sig at blive overgået i rigelige doser.

Det i dagens andledning seks personers store band betræder scenen, og ligger ud med en lang og slæbende intro, der leder smukt ind i deres univers. Lyden er mikset højt, hvilket er en del af oplevelsen, linjerne er trukket op til et sanseangreb på alle fronter. Gnidningsfrit flydes der over i det næste nummer, musikken fremstår konstant organisk og bandet er godt sammenspillende. Indlevelse er nøgleordet fra start, sangerindens stemme smyger sig omkring bandets akkompagnering, og især er samspillet mellem vokal og trompet værd at fremhæve, der indgår med hinanden i en synergisk effekt, hvor trompeten nærmest agerer 2. stemme.

Da bandets dansksprogede lokalhit Byen Sover sættes igang, trækker publikum op og Esther tager for alvor overtaget. Der bliver langsomt mere og mere tætpakket i det lille lokale og stemningen er tæt, alle er vi ved at overvære et band i udbrud. Nummeret Tinfoil Hat igangsættes, og da den gentagende vokalstykke “Open op your eyes, now it is time” besynges, ved alle hvad klokken har slået. Bandet vil have verden, og de vil have den nu. Der ledes over i næste sang, en Under Byen inspireret skæring, der ender med at bryde ned i et stort nihilistisk crescendo, ledet af trommeslagerens hårde og stramme spil. På forunderligvis formår bandet naturligt at bygge bro til koncertens sidste nummer, med et dansevenligt førstestykke, der ender med en inderlig afrunding, og sætter punktum for en fantastisk koncert. Esther sigter mod stjernerne, og funkler i processen. Jeg er ikke i tvivl, Esther har en lysende fremtid forude.

Echo lips: Kan man være for cool til sit eget bedste? Hvis man spørger bandet Echo Lips, så åbenbart ikke. Grundet specielt singlen You call it sin, var dette en koncert jeg så frem til, men bandets attitude gjorde desværre at den faldt komplet til jorden. Jeg vil fra start understrege, at der ikke kunne sættes en finger på det tekniske. Bandet spillede leverede sangene pænt og havde blandt andet flere velspillede guitarsoloer, problemet lå derimod i engagementet. Der blev under hele koncerten set mod scenegulvet, og når blikket endeligt vendte opad mod publikum, var det for udtryksløst at proklamere ting som “I har måske hørt den her sang, hvis I hører sent natteradio”, for derefter igen at vende tilbage til en umotiveret fremførsel af endnu et nummer.

Bevares alle bands kan have deres dårlige stunder, men sjældent har jeg oplevet en så dårlig attitude fra scenen. Denne kulminerede da forsangeren under sidste nummer fremsiger den obligatoriske sætning “jeg håber i har haft en god aften”, for derefter at tilføje et opgivende og sukkende “og så videre”. Musikken ligger i høj grad op til en frækhed og en kant, men endte denne aften med at blive fremført kønsløst og trist. Min ærlige mening må derfor lyde, ønsker i ikke at spille en koncert, aflys da, istedet for at behandle jeres publikum på denne vis, og tage deres vedholdenhed forgivet.

Sjakket: Fest, farver og spidsfindige tekster, er tre nøgleord når man skal omtale Sjakket. Og denne lørdag aften blev der spillet på alle tangenterne. Der blev lagt stærkt ud, med en til lejligheden inviteret indisk duo, der leverede baggundsbeat og satte stilen klart, de resterende bandmedlemmer indfinder sig på scenen, og festen startes for alvor igang. Gruppens altoverskyggende formand, Knokkelmanden, guider løjerne med et ualmindeligt overskud og scenetække, der får publikum med fra start. Det er ganske enkelt forbandet underholdende at se gruppen folde sig ud med deres tekster om livet i Vendsyssel mikset op med Karl Marx.

Hvad der i sandhed løfter Sjakkets performance over det sædvanlige, er deres tilgang til instrumenteringen. Hvor mange lignende grupper måske ville gøre brug af et backing track, springer Sjakket ikke over hvor gærdet er lavest. Her bliver anvendt trommer, guitar, bas og MPC pads til at give hele arrangementet en ordentlig overhaling; Beundringsværdigt og skarpt. Gruppen har for alvor omfavnet at nøglen ligger i leveringen, dermed ikke sagt at de bagvedliggende sange ikke har eksistensberettigelse for sig selv. Teksterne kan udadtil virke skøre og ligegyldige, men lytter man bare en smule efter, kan et kløgtigt og underfundigt tekstunivers fornemmes, der er tænkt over galskaben, det er sikkert.

Der var faktisk ikke rigtigt et svagt punkt i koncerten. Den blev holdt i øjenhøjde, og selvom stemningen var løssluppen, stod det hele tiden klart at bandet havde kontrollen. Selv i de mere udfordrende sektioner lå rimene altid helt skarpt skåret ind til beatet, hvilket vidner om en enorm professionalisme, også til trods af bandets relativt unge levetid. Respekt herfra.

 

Emil Visti once again goes way up north

Lørdag var for mit vedkommende en del mere actionpacked end fredagen, og jeg gik fra Way Up North med en følelse af, at jeg næsten kun havde set to kategorier af bands – fede ting og rigtigt fede ting. Her er lidt ord om hvad jeg synes der stak ud.

Versefod & Kvæde: Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde godt nok til den her koncert, fordi jeg havde ingen idé om hvad Versefod og Kvæde var, da vi lørdag går op til Stargaten på  Studenterhuset. Navnet får mig til at tænke, at vi nok har med noget hiphop at gøre, og det er til en vis grad også rigtigt nok – Og dog. Ja, der kørte et beat under dansksprogede tekster, men hele seancen fik en smag af digtoplæsning og poesi snarere end fortærskede gangsterattituder og, gud forbyde det, swag.

MC Versefod er måske ét af de eneste mennesker jeg nogensinde har set der kunne håndtere at være karismatisk og udadvendt med teksten i hånden; Noget der for mig ellers er live-musikkens dødssynd nummer ét. Her fik det bare et præg af improviseret materiale, hvilket også blev bekræftet i snakken mellem numrene, og dét faktum at én af sangene sluttede for tidligt og Versefod faktisk havde et lille ekstra vers med, som så blot blev læst op uden musik. Det lyder som opskriften på en koncert, der egentlig går ad helvede til, men det virkede på ingen måde sådan, mens det stod på; Charmen og overskuddet gjorde at man blot træk et lille smil, når der blev snublet lidt over teksterne i et specielt hurtigt nummer.

Teksterne generelt var igen overraskende, noget som jeg faldt for ved Versefod og Kvæde. Der blev behandlet emner som kærlighed, dårligt tv og selvfølgeligt had/kærlighedsforholdet til Aalborg. Alle tingene blev pakket ind i en aura af metaforer og intelligente callbacks og rim, som til tider drog paralleller, for mig, til ting Per Vers har lavet med Sund Fornuft. Et nummer om at kærlighed er en illusionen med billedet om en forslået skiløber med refrænet “illusionister på pukkelpister” vakte stor lykke hos mig, mens publikum reagerede prompte på de fleste kontante rim med specifikke Aalborg-referencer.

Teksterne i versene blev hvert nummer supplereret af en lys, catchy vokal fra Versefod i omkvæderne, som med sin lette vibrato, bragte numrene fra at være direkte beatpoesi til at være legitime sange. De sidste par numre fik Versefod og Kvæde besøg af Tone, som normalvist producerer elektronisk musik, men her var på kortjans; En ting der faktisk fungerede rigtigt godt sammen med Kvædes vokal.

Hvis man skulle sige noget dårligt om den ellers overordentligt tilfredsstillende koncert, så ville det have klædt Versefod og Kvæde med én der måske aktivt spillede deres beats fremfor et forudindspillet lydspor på laptop; Det gjorde ikke alverden, men det ville bestemt hæve niveauet lige den tand mere.

Get Your Gun:

Get Your Gun er for mig ét af de mest spændende danske undergrundsprojekter længe. Deres knugende, minimalistiske stil markerer noget helt andet end man er vant til at se på den danske musikscene, på trods af at det stadig har en vis retro-kvalitet på nogle punkter. Det tre mand høje band havde fået tjansen at lukke dette års Way Up North i salen lørdag, og dét gjorde de med vanlig dyster intensitet. Lyden var virkeligt god til koncerten og de første mange numre var badet i et lys, hvor man knapt nok kunne se forsanger Andreas Westmark; Dette bidrog dog blot til trioens lydunivers og man kunne ikke andet end at stå og se på i en trancelignende tilstand, mens de vuggende guitarfigurer voksede og til sidst eksploderede i et hav af distortion og messingcrashes.

Jeg synes at det er interessant, hvordan Get Your Gun tryllebinder et publikum ved hjælp af relativt få midler – Deres sceneshow er indadvendt til grænsen af at være nærmest ikke-eksisterende, men – ikke på trods af , mere nærmest i kraft af det – hænger man sig i hver enkelt blik ud mod publikum og hvert eneste lavmælt ord.

Publikum var tydeligvist lidt trætte og lettere berusede sidst på aftenen, men netop derfor fungerede Get Your Guns stil så perfekt dér. Jeg havde ikke forventet mig andet, men det var en god koncert og jeg glæder mig virkeligt til at se hvad bandet, som allerede har været P6-darlings et stykke tid, kan formå at lave senere, hvis de fortsætter med at udvikle sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *